Kødsovs med mange grøntsager og fuldkornspasta

Denne opskrift lever op til fuldkornslogoet.

Hemmeligheden bag en god kødsovs er, at den indeholder en buket af forskellige nuancer af smagen umami: selleri, tomat og kød.

Denne opskrift på kødsovs er universel og kan derfor bruges i mange sammenhænge. Her serveres den med fuldkornspasta.

Denne opskrift er udviklet af Bodil Spliid Damkjær

Fremgangsmåde

Selleri, gulerødder og løg skæres i små tern.

Vælg en stor gryde med en tyk bund. Først steges løgene i lidt af olien. De må ikke tage farve. Tilsæt de snittede selleritern og gulerødder. Under omrøring og med kogepladen på fuld gas steger grønsagerne i gryden til de er gennemvarme. De må ikke tage farve.

Lav et hul i midten af gryden og tilsæt det hakkede kød lidt af gangen. Når kødet har taget farve, vendes det sammen med grønsagerne. Når alt kødet er stegt og vendt sammen med grønsagerne, laves igen et hul i midten af gryden. De sidste dråber olie hældes i hullet og tomatpureen tilsættes. Tomatpureen steges i olien i 1 minut under omrøring. På den måde fjernes bitterstofferne fra tomatpureen, som ellers kan give kødsovsen en bismag.

Tilsæt flåede tomater sammen med 2 dl kold vand. Laurbærblade, chili og timian tilsættes retten. Tag evt. chilien op før retten bliver for stærk.

Retten står og simrer i et par timer. Teknisk set er retten færdig kogt på 20 minutter, men hvis den får lov til at stå og småsimre, udvikler smagen sig bedre i kødsovsen. Oregano tilsættes retten lige før servering.

Kog fuldkornspastaen som anvist på pakken og server dertil. Pynt med frisk basilikum og friskrevet parmesan før servering.

Ingredienser

6 personer
450 gram hakket oksekød 3-7% 250 gram selleri 250 gram gulerødder 250 gram løg 2 dåser flåede tomater 100 gram tomatpure 5 gram laurbærblade 5 gram friske timiangrene 5 gram oregano 4 fed hvidløg 1 tsk. salt 1 tsk. peber 10 gram frisk chili 25 gram olivenolie 2 dl koldt vand 500 gram fuldkornspasta

Flere hovedretter med fuldkorn