Fuldkornspizza

Denne opskrift lever op til fuldkornslogoet.

Fuldkornspizzadej

Tænd ovnen på 250 grader og sæt en bageplade i ovnen. Gæren røres ud i lunkent vand og salt og olie tilsættes. Start derefter med at blande rugmel i og tilsæt derefter hvedemel lidt efter lidt indtil du kan ælte dejen. Ælt dejen i et par minutter og sæt den derefter til hævning i ca. ½ time et lunt sted. Derefter rulles dejen ud, på et meldrysset bord, til en tynd bund og lægges på bagepapir. Fordel fyldet og træk pizzaen med bagepapir over på den varme bageplade og bag ca. 10-15 minutter, indtil den er gylden.

Tomatsauce

Hak løg og hvidløg og steg i olie, tilsæt derefter revet gulerod og finthakket peberfrugt. Kom de flåede tomater og krydderier i. Lad saucen simre, indtil alle grønsagerne er møre. Tilsæt lidt vand undervejs, hvis du synes, saucen bliver for tyk. Saucen kan bruges som den er eller blendes let. Smag til med salt og peber og krydderier.

Fyld

Fyldet fordeles på pizzaen, gerne med parmaskinken øverst, så den bliver dejlig sprød. Når pizzaen kommer ud af ovnen kan den evt. toppes med frisk salat og lidt pesto.

Tip

Pizzaen kan selvfølgelig også toppes med, hvad du lige har i køleskabet.

Ingredienser

4 portioner (1 stor pizza eller 4 små)
Fuldkornspizzadej
15 g gær 3 dl lunken vand 5 g salt 2 spsk. olie ca. 180 g rugmel ca. 160 g hvedemel
Tomatsauce
1 løg 2 fed hvidløg 1 spsk. olie 1 gulerod 1 rød peberfrugt 1 ds. flåede tomater 1 tsk. sukker 1½ spsk. oregano en knivspids salt peber evt. lidt vand hvis saucen bliver for tyk
Fyld
tomatsaucen 100 g parmaskinke 100 g frisk mozzeralla (17 g fedt pr. 100 g, 30+) 2 spsk. oregano evt. frisk salat og pesto

Flere hovedretter med fuldkorn