Fennikelsalat med fuldkornscroutoner

Denne opskrift lever op til fuldkornslogoet.

Fremgangsmåde

Croutoner

Tænd ovnen på 200 grader. Læg et stykke bagepapir på en bageplade og smuldr 2 skiver rugbrød på pladen. Stykkerne må gerne have lidt forskellige størrelser. Fordel salt over rugbrødet og sæt det i ovnen når den er varm. Bag det i ca. 10 min. indtil stykkerne har taget farve. Afkøl.

Salaten

Skær bunden af fenniklen og vask resten grundigt. Fenniklen skæres i tynde strimler. Agurken skylles og skæres over på midten. Herefter tages det våde midterstykke ud med en ske og smides væk. Skær agurken i tynde stykker som fenniklen. Rødløget skrælles, halveres og skæres i små tern. Spinatbladene skylles og tørres. Ingredienser til dressingen blandes sammen. Bland fennikel, agurk, rødløg og spinatblade sammen med dressingen. Skær herefter granatæblet midt over. Hold det halve granatæble i hånden over en skål og bank bagpå med en ske for at få kernerne ud. Når alle kerner er ude lægges de på et stykke køkkenrulle, for at undgå at saften farver hele salaten pink. Strø dem herefter ud over salaten sammen med croutonerne.

Tip

Salaten er perfekt til grillet fisk. Croutonerne er lækre i næsten alle salater.

Ingredienser

4 personer, som tilbehør
2 skiver rugbrød ¼ tsk. groft salt
Salat
1 fennikel 1 agurk ½ rødløg et par håndfulde spæde spinatblade 1 granatæble
Dressing
2 tsk. koldpresset rapsolie 2 tsk. vand 1 tsk. hvidvinseddike ½ tsk. grovkornet sennep ½ tsk. sukker ¼ tsk. groft salt

Flere opskrifter med fuldkorn